PhD Courses in Denmark

IMT-PHD: Fagpersonlige udfordringer i PhD-studiet E2026

Doctoral School of People and Technology at Roskilde University

Fagpersonlige udfordringer opstår, når vores forsøg på at levere et fagligt højt niveau forstyrres af personlige sider hos os selv – fx nervøsitet og anspændthed, præstationspres, præstationsangst, stresssymptomer og et tilbagevendende negativt selvbillede. Kursets tema er de fagpersonlige udfordringer – ubehagelige og anstrengende tilstande, der kan kompromittere kvaliteten i ens PhD-arbejde – herunder den del, der vedrører undervisning, vejledning og foredrag. Som akademiker er man trænet i at bruge sit hoved rigtig godt, men man er ikke nødvendigvis trænet i at mærke efter – fx når man har præstationspres eller en tendens til at blive stresset. Dette er ofte tilfældet for PhD-studerende i forbindelse med deres undervisningsforpligtelser. Kurset træner dig i at "mærke efter" og reagere relevant, når du oplever fagpersonlige udfordringer.

Kursets overordnede læringsmål er at skærpe deltagernes opmærksomhed på egne fagpersonlige udfordringer. Du vil opleve, at du ikke står alene med dine fagpersonlige udfordringer, og du vil lære nogle enkle kropsorienterede øvelser til at håndtere dem.

Kurset kan ikke "kurere" ens negative selvværd, præstationsangst eller stress – for de fleste er det en årelang opgave. Men kurset kan hjælpe dig til en vej, hvorfra du selv kan vælge at komme videre.

Kurset er baseret på en artikel (se nedenfor), der fokuserer på projektvejledning og beskriver vejlederens (den PhD-studerendes) fagpersonlige udfordringer. Kurset (og artiklen) handler dog mere bredt og grundlæggende om de udfordringer, vi alle kan møde, når vores negative selvbillede forstyrrer os – dvs. noget, som kan forekomme i enhver form for relation og kommunikation med andre.

Artiklen som kurset baseres på: