PhD Courses in Denmark

Lær at kommunikere din forskning

PhD School at the Faculty of Humanities at University of Copenhagen

Få basale færdigheder i forskningskommunikation gennem tre dage med workshops og praktisk træning. Kurset varetages af interne undervisere fra fakultetets kommunikationsafdeling og eksterne kommunikationseksperter.

I løbet af de tre dage kommer du til at træne dine evner i at planlægge din kommunikation strategisk samt præsentere, debattere og skrive til traditionelle og på digitale medier.

Udgangspunktet er dit eget ph.d.-projekt, og vi arbejder med danske medier i samspil med KU’s egne kanaler.  

Gennem kurset opnår du basale færdigheder i tre kommunikationsdiscipliner:

- at pitche til journalister, agere og reagere i pressen, inklusiv at håndtere interviewsituationen.
- at skrive klart og levende om din forskning til både klassiske og digitale medier.
- at kommunikere din forskning på sociale medier, inklusiv at kunne deltage og respondere i debatter om følsomme emner.

Kurset varer tre dage, men afvikles over fire, så den praktiske medietræning på video kan foregå på to små hold. Før kurset skal du aflevere en kort beskrivelse af din forskning, som vil være udgangspunkt for undervisningen alle tre dage.

Kurset er målrettet alle ph.d.-studerende – både nystartede og studerende der snart skal forsvare – på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Undervisere på kurset: Henrik Friis (kursusansvarlig), Rune Syberg, Lene Håhr Jensen, Pernille Munch Toldam og Carsten Munk Hansen – alle fra kommunikationsafdelingen på Det Humanistiske Fakultet – samt ekspert i sociale medier Katrine Emme Thielke og kommunikationsdirektør Anders Monrad Rendtorff.

Kursusarrangør: Carsten Munk Hansen, Kommunikationsmedarbejder, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

CTS: 2,5

Tilmelding: Tilmeld dig via linket i boksen senest den 15. november 2024.

Yderligere information: For mere information, kontakt venligst ph.d.-administrationen (phd@hrsc.ku.dk) eller kursusansvarlig.

Litteratur: Gravengaard, Gitte and Monrad, Anders: Forskningskommunikation – en praktisk håndbog til eksperter og forskere, København 2020